Opsporing og behandling af osteoporose

  • Praktiserende læge Louise Vigel Lindahl, Kanalbyens Lægeklinik
  • 09-10-2024
Projektet er afsluttet.

Formål med projektet

Generelt fylder årskontroller en del i de fleste almen praksis, og det gør det også hos os. Det er nemt f.eks at have fokus på hypertensionspatienter, som får medicin. De modtager deres recepter frem til næste kontrol. Men det er ikke altid, at man kan se, hvem der er i risiko for at udvikle eller allerede har udviklet osteoporose. Da osteoporose og brud som følge heraf kan forebygges og behandles, giver det mening at have fokus på patienter i denne risikogruppe. Efter den nye overenskomst hvor osteoporose kan uddelegeres til sygeplejersken har det givet mening, at sygeplejersken har været tovholder på projektet.

Metode

Sygeplejersken har trukket forskellige lister for at finde så mange relevante patienter som muligt. Vi har søgt på relevante diagnoser (f.eks tidligere osteoporose/osteopeni eller KOL), de patienter der har fået eller får relevant medicin (fx Alendronat, Prednisolon), og har søgt på diverse frakturer. Vi har desuden indkaldt alle patienter over 80 år. De fleste patienter har været interesseret i at høre mere, og er blevet indkaldt til en samtale ved sygeplejersken, - enkelte har ikke været interesseret. Der foretages en yderligere screening, tages relevante blodprøver og henvises til DXA-scanning. Når svaret haves lægges en plan i samarbejde med lægen. Vi har lavet fraser og noterer på patientens stamkort eller som flydenotat den overordnede plan (f.eks næste scanning, dato for medicinopstart). Det er vores erfaring, at hvis det blot står som et notat i journalen, bliver det overset, og en del patienter glemmer selv at følge op på en scanning.
Projektet har hjulpet os med at få denne patientgruppe belyst og stratificeret på en hensigtsmæssig måde.

Resultater

Vores bevidsthed er blevet markant øget i forhold til særlige patientgrupper, f.eks til kvinder i tidlig overgangsalder, ved tab af højde, ved rygning. Det er blevet nemmere for sygeplejersken at lave en kort screening i forbindelse med andre undersøgelser. Ved behov får patienten en ny tid til grundig anamnese og udredning. Risikoen for at overse opfølgning med fx DEXA-scanning er faldet, da det er blevet systematiseret og noteret, så det ses.

Det er blevet implementeret at spørge ind til menopausealder i forbindelse med rutine-smear. Flere af vores patienter, der er blevet kontaktet ifm. projektet er blevet yderligere trygge ved det opsporende arbejde, der laves i klinikken. Der er fra patienternes perspektiv kommet øget fokus på forebyggelse i og med, at der i forbindelse med anden undersøgelse ofte spørges direkte ind til risikofaktorer for osteoporose.

Evaluering

• At opsporing hjælper.
• At tingene bliver gjort hvis det sættes i system.
• At ved at oplære sygeplejersken til at varetage denne patientgruppe, og ved at sætte ressourcer af til sådan et relevant projekt kan frigive lægetid og optimeres i forhold til behandling af patienterne, som jo er vores kerneopgave.
• At systematisere bestemte patientgrupper (ved fx et årshjul) kan fange de patienter der er gledet ud af kontrollerne.
• At fraser hjælper til at ensrette og optimere arbejdsgangene i klinikken.

Økonomisk støtte

KEU i Region Hovedstaden via KAP-H.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu.