Alment praktiserende læger har en central rolle i behandlingen af patienter med kroniske sygdomme. For at sikre kvalitet i behandlingen af den stigende forekomst af kroniske sygdomme er der i Danmark siden 2009 indført forløbsprogrammer, som sætter rammerne for samarbejdet på tværs af sundhedsvæsnet. På baggrund af en lægelig vurdering af patientens sygdomsgrad og egenomsorgsevne (stratificering) anviser et forløbsprogram, hvor og hvordan den enkelte patient bør behandles og støttes. Det er dog ikke undersøgt, hvordan forløbsprogrammerne opleves at fungere for brugerne, når patienter f.eks. har mere end én kronisk sygdom (multisygdom), hvor patient og læge bør følge flere forløbsprogrammer samtidigt. Det kan resultere i flere behandlingsforløb, som kan gøre det svært for patienten at følge og overskue behandlingen - og udfordrer patientens og lægens overblik. Det vides heller ikke, hvordan praktiserende læger opfatter og vurderer egenomsorgsevne ved stratificering, og i hvilken grad vurderinger af egenomsorg svarer til patienternes opfattelse af multisygdom og egenomsorg.
Denne afhandling undersøger, hvordan praktiserende læger og patienter oplever behandling af kronisk sygdom inden for forløbsprogrammernes rammer.

Der er gennemført og analyseret henholdsvis 12 og 13 kvalitative interviews med praktiserende læger og patienter med multisygdom, som har svært ved at følge behandlingen. Interviews med lægerne tog udgangspunkt i tre patientcases valgt af hver læge, og de interviewede patienter er udvalgt herfra.

Lægerne fandt ringe brugbarhed af forløbsprogrammerne i mødet med patienterne, især hvis patienten havde multisygdom og nedsat egenomsorgsevne. At følge forløbsprogrammernes anvisninger kunne for denne patientgruppe ofte resultere i for meget medicin, modstridende behandlinger, for mange og usammenhængende aftaler i sundhedsvæsnet. Lægerne oplevede, at stratificering ikke gavnede disse patienter, fordi der ikke blev taget hensyn til patienters individuelle behov for støtte til egenomsorg, kontinuitet og mere fleksible muligheder for henvisning til sygehuse og kommuner. I modsætning til forløbsprogrammernes antagelse af egenomsorg som en fast egenskab relateret til sygdom, opfattede lægerne også egenomsorg mere bredt og dynamisk: Patienternes kognitive og økonomiske ressourcer spiller en rolle for egenomsorgen, som skifter med patienternes overordnede situation, ligesom andre helbredsproblemer spiller ind. Forløbsprogrammernes vejledning om stratificering fra sygdomsforløbets start stemmer ikke overens lægernes vurdering af egenomsorg, som bygger på den kontinuerte kontakt til patienterne.
Patienterne oplevede besvær med at følge den anviste behandling og egenomsorgsopgaver, men mente at det ikke kunne ændres pga. indgroede vaner, deres samlede livssituation og andre sygdomme. De fleste patienter havde udviklet personlige egenomsorgsrutiner, som øgede deres velbefindende, men kunne gå i mod den lægeligt anbefalede behandling. Patienternes tanker om sygdom handlede ofte om følelser og eksistentielle overvejelser, og de kunne ændre sig over tid fra fokus på velvære til begrænsninger og gener. De fleste patienter oplevede, at fast kontakt til den samme praktiserende læge kunne støtte op om deres egenomsorgsevne.

Resultaterne af denne afhandling viser, at praktiserende læger oplever forløbsprogrammer mindre brugbare i behandling af kronisk sygdom, når patienter har flere sygdomme på samme tid eller nedsat egenomsorgsevne. Det skyldes bl.a. at programmernes fokus på enkeltsygdomme strider imod lægernes og patienternes perspektiv på sygdom og egenomsorg som en integreret del af den samlede livssituation. Derfor bør brugen af forløbsprogrammer og dermed organiseringen af behandlingen revurderes og tilpasses denne patientgruppe, så det giver mening at anvende for læger og patienter.

Kvalitets og Efteruddannelsesudvalget (KEU) for almen praksis Region Sjælland