Børneundersøgelser og børnevaccinationer i almen praksis i Ishøj
- Kirstine Nielsen og Fredrik Ahlström
- 06-09-2023
Projektet er afsluttet.
Formål med projektet
Undersøgelse af hvor stor en del af børnene i vores praksis, der til og med deres 6. leveår, kommer til børneundersøgelser samt vaccinationer, som er inkluderet i det danske børnevaccinationsprogram. I projektet gennemgås patienterne i en praksis med ca. 3.500 patienter, og det undersøges, hvor høj en tilslutningsprocent der er til både børneundersøgelse og -vaccinationer. Vi har også valgt at inkludere de nye influenzavacciner, der tilbydes børn mellem 2-6 år fra 2021.
Metode
Kvalitetssikringsprojektet er lavet som et retrospektivt registerstudie i den almene praksis ”Lægerne i Brohuset” i Ishøj uden for København. I projektet inkluderes børn, der er 0-6 år (født ved datoen for indsamlingen, 28. maj 2022, og registreret i praksis). Børnenes journaler og vaccinationskort er gennemgået individuelt. Hvis der er gået mere end 2 måneder efter den dato, hvor de skulle have været til vaccination eller vaccination samt børneundersøgelse, regnes de som udeblevet. Ved de børn, vi manglede journaler på, har vi taget kontakt til forældrene, og hvis samtykke har kunne indhentes, er deres journaler indhentet fra deres tidligere læger, hvis dette var muligt. 245 børn er inkluderet i projektet.
Resultater
Ud af de 245 børn (119 drenge og 126 piger), der blev tilbudt 5 ugers undersøgelse, kom 213, dvs. 87%. Ved 3-måneders-alderen fik 97% vaccine (231/238).
Ved 5-måneders-alderen kom 89% (207/233) til deres børneundersøgelse, og 97% (225/233) blev vaccineret. Ved 1-årsalderen kom 88% (189/215) til deres børneundersøgelse, og 95% (204/215) blev vaccineret. Henholdsvis 48% (83/172) og 36% (48/135) kom til deres 2-års- og 3-årsundersøgelser. 78% (81/104) blev undersøgt, da de var 4 år, og 83% (86/104) blev vaccineret. Ved 5-årsalderen havde 79% (45/57) været til deres børneundersøgelse, og 81% (46/57) blev vaccineret.
Udover de klassiske børnevacciner har vi også set på de nye influenzavacciner for børn på 2-6 år. Totalt vaccineredes 15% (15/103) af børnene mellem 2-6 år for influenza.
Evaluering
Projektet har ført til flere overvejelser om ændring af håndtering af børneundersøgelser og vaccinationer i vores praksis for at optimere fremtidig tilslutning.
Økonomisk støtte
Ingen
Vedhæftede filer
Kommentarer